Min farmor blev 87 år gammel. Hun passede hus og have, lavede sin egen mad og havde et godt liv. En morgen blev hun fundet liggende i sin seng, død. Hun havde – meget usædvanligt for hende – taget sine yndlingssmykker på. Det var nærliggende at antage, at hun vidste, hvor det bar hen. Selv om vi var kede af at miste Farmor, var alle i familien afklarede med, at dette måtte være noget nær en ønskedød, pludselig at gå bort efter et langt og produktivt liv.
Det er 30 år siden nu. I mellemtiden er jeg blevet overlæge på intensivafdeling og har sideløbende i mere end 10 år kørt akutlægebil. Det har kun bestyrket mig i den anskuelse.
