Min farmor blev 87 år gammel. Hun passede hus og have, lavede sin egen mad og havde et godt liv. En morgen blev hun fundet liggende i sin seng, død. Hun havde – meget usædvanligt for hende – taget sine yndlingssmykker på. Det var nærliggende at antage, at hun vidste, hvor det bar hen. Selv om vi var kede af at miste Farmor, var alle i familien afklarede med, at dette måtte være noget nær en ønskedød, pludselig at gå bort efter et langt og produktivt liv.
Det er 30 år siden nu. I mellemtiden er jeg blevet overlæge på intensivafdeling og har sideløbende i mere end 10 år kørt akutlægebil. Det har kun bestyrket mig i den anskuelse.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

