Christian Gether, direktør på kunstmuseet Arken, har meddelt, at han efter næsten 25 år trækker sig fra denne magtfulde post. Det sker tilsyneladende ganske ufrivilligt og under hårdt pres efter markant kritik af Gethers ledelsesstil og det arbejdsmiljø, han har skabt på museet.
Længere nordpå langs Øresundskysten, på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, har direktør Poul Erik Tøjner siddet næsten lige så længe som sin nu afgående kollega, og de to har således i et kvart århundrede domineret den danske kunstverden. Begge museumsdirektører har sammen med deres medarbejdere skabt spændende udstillinger og ikke mindst forøget besøgstallet nævneværdigt på deres respektive institutioner.
Museumsdirektørerne varetager et enormt ansvar og bliver med det netværk, som følger med direktørposten, særdeles magtfulde, men det er alligevel langtfra indlysende, hvorfor netop ældre mænd med høj anciennitet er de oplagte gatekeepere i kunstverdenens vigtigste formidlende institutioner. Det ansvar og den magt bør ikke parkeres hos de samme personer i flere årtier.
Med museumsdirektørposten følger reelt magten over, hvilke kunstnere der kanoniseres i dag og i fremtiden. I tilfældene Arken og Louisiana har de samme to personer, Gether og Tøjner, i næsten et kvart århundrede bestemt, hvilken kunst som er værdig for eftertiden, og hvordan vores kunsthistorie skrives.
Jeg anerkender, at museerne har højt kvalificerede fagmedarbejdere ansat, men enhver med indsigt i kunstverdenen ved, at det de facto er museumsdirektørens valg og fravalg, som afgør, hvilken kunst der udstilles og erhverves til museet. Det er der som sådan ikke noget odiøst i, men det er et problem, når museumsdirektøren sidder i flere årtier med den magt. Det betyder nemlig reelt, at direktørens smag og kunstsyn er afgørende i uforbeholdent mange år, ja, nærmest en endeløs periode, for som systemet er nu, kan en museumsdirektør for Arken eller Louisiana regere, lige så længe han har lyst, og først hvis bestyrelsen finder det nødvendigt, vil direktøren blive udskiftet. Det sker meget sjældent, og når det sker, er det med stor dramatik og på oftest på baggrund af uacceptable forhold, som i tilfældet med den nyligt afgåede museumsdirektør på ARoS eller med Gether på Arken.
I fredags blev han badet i blitzlys sammen med dronningen. Nu er han færdigI løbet af et gennemsnitligt dansk menneskeliv vil man se flere amerikanske præsidenter, paver og kanslere komme og gå, end man vil se forskellige museumsdirektører på to af landets største museer, og fordi kunstmuseerne varetager vores fælles kulturarv i en kunstverden, hvor strømninger og tendenser kommer og går i lyntempo, burde fornyelsen af direktørlaget ske langt oftere, end tilfældet er. Friske kræfter og andre kunst- og livssyn kan bidrage til udvikling og diversitet, men virkeligheden er desværre, at de bugnende vækstlag af talentfulde kunsthistorikere, i meget høj grad kvinder, reelt er chanceløse i forhold til at nå toppen i den danske museumsverden.
Mange kunsthistorikere har taget konsekvensen af den virkelighed, og flere har igennem årene fundet ansættelse på anerkendte internationale museer og institutioner i udlandet, hvor man ønsker at udfolde og udvikle, talent og ambitioner.
Uden for Danmarks grænser er der nemlig bedre adgang til prestigefulde topjobs. Eksempelvis på Moderna Museet i Stockholm og på Nasjonalmuseet i Oslo, som i øjeblikket begge har danske kvinder på direktørposterne. Her praktiserer man den type tidsbegrænset åremålsansættelse, der burde indføres i toppen af den danske museumsverden.
Også på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst har man for længst indført en rotationsordning i direktionen. Mange private fonde og virksomheder har ligeledes regler om fratrædelse efter en vis alder eller periode. Dette er naturligvis hverken indført som social justice eller som aldersdiskrimination over for en privilegeret elite, men i erkendelse af, at enhver organisation, som eksisterer i en verden under konstant forandring, naturligvis løbende har brug for nye kræfter for at udvikle sig.
Den fremragende danske arkitekt Dorte Mandrup-Poulsen, der er medlem af Louisianas bestyrelse, skrev forleden en kommentar i Berlingske om den mandsdominerede danske arkitektbranche. Heri konstaterede hun: »Der er meget få mennesker, som vil give magten fra sig, før de bliver tvunget til det«.
Det er menneskeligt at holde fast i sine privilegier, og netop derfor bør vi indrette mekanismer, der sikrer, at magt og privilegier ikke forbliver for længe på de samme hænder. Det gælder i udstrakt grad i toppen af den danske kunstverden.
Så når vi må konstatere, at de færreste frivilligt giver magt og privilegier fra sig, vil det være en hjælp for både museumsdirektøren og bestyrelsen at formalisere denne åbenbart svære beslutning. Med en tidsbegrænset ansættelse kender alle spillereglerne fra starten, og direktøren kan realisere sine visioner for museet inden for en aftalt tidsramme, inden magten og ansvaret overdrages til den næste. I lyset af de privilegier og lønninger, der tilbydes i toppen af den danske museumsverden, vil der aldrig være mangel på kandidater med lige så brugbare kvalifikationer som den til enhver tid siddende direktør.
For talentlaget i dansk kunstformidling er bemærkelsesværdigt, og derfor er ikke blot direktørernes konsoliderede magt et problem, det er lige så kritisabelt, at en betragtelig del af de kunstfaglige medarbejdere, som skaber museernes publikumssucceser, projektansættes i tidsbegrænsede stillinger. Det er en meget sårbar position for en menig medarbejder, og derfor hører man sjældent brok fra de hårdtarbejdende kunstfaglige medarbejdere.
Det er hævet over enhver tvivl, at både Christian Gether og Poul Erik Tøjner har været vigtige for institutionerne, men det er på høje tid med et generationsskifte, hvor yngre og dygtige kandidater kan overtage ansvaret og magten på to af de største museer i Danmark. Med direktørfratrædelsen på Arken har alle de danske kunstmuseer, som årligt modtager mange millioner fra fonde og i offentlig støtte, fået en oplagt anledning til at indføre tidsbegrænsede ansættelser for deres museumsdirektør til glæde for både direktørerne, institutionerne, medarbejderne og ikke mindst publikum.
Hvis dette ikke kan ske ad frivillighedens vej, bør vi som bidragydere igennem offentlige og private støtteordninger stille krav om, at livstidsansættelsernes tid i kunstverdenen når sin afslutning.
fortsæt med at læse
