Nogle af de lykkeligste år i mit liv tilbragte jeg på Institut for Litteraturvidenskab ved Det Humanistiske Fakultet i København. Her studerede jeg i 1990’erne og blev siden ph.d. samme sted. Det var en lykke for mig af tre sammenhængende grunde: det faglige stof, studiemiljøet og underviserne.
Der var et tårnhøjt fagligt niveau. Hvert semester skulle der læses mange tusind siders dybsindig litteratur og avanceret teori. Men vi studerende annammede det alt sammen med umættelig grådighed og stor entusiasme. Vi diskuterede ikke blot stoffet i timerne, men også i pauserne, i cafeen bagefter og i institutbladet Palpe, som onde tunge omdøbte til ’Hvalpe’. Jeg husker også, hvordan jeg vandrede København tynd i nattetimerne med gode venner, imens vi diskuterede Adorno og Thomas Mann. Det var vel ofte uhyre studentikost, og vi tog os selv netop så alvorligt, som kun unge mennesker kan – og bør.
