Nato kunne knap have håbet på en bedre pr-mulighed for den vestlige krigsmaskine end Ruslands invasion af Ukraine. Alliancen, der siden 90’erne ikke har været i stand til meget andet end at dronebombe civile i Mellemøsten og Afrika og agere USA’s evigt lydige lejesvend, kan pludselig få lov til rigtigt at rasle med sablerne og bevise, at vores hjemmedyrkede imperialistiske projekt endnu har sin gudgivne eksistensberettigelse. At vi så selv er delvis skyld i Ruslands isolation, desperation og radikalisering, tæller ikke med i regnestykket – det er trods alt lettest, når man selv kan skabe problemer at løse.
Og som altid i krigstider, er propagandamaskinen fuldt udrulleret fra dag 1. Det er næsten magisk, hvor hurtigt vi gik fra at vide absolut ingenting om Ukraine og dets regering til alle sammen at være smaskforelskede i den karismatiske folkehelt præsident Zelenskyj. At vi ikke ved meget mere om ham, end at han holder rigtig fine taler og engang spillede præsident i fjernsynet og vistnok vandt det ukrainske ’Vild med dans’, behøver jo ikke at betyde noget, så længe han rå og lækker og går i sweater og T-shirts i stedet for jakkesæt og skjorter og synes, at Putin er rigtig træls. At han har forbudt alle våbenføre mænd at forlade Ukraine, passer ikke helt med glansbilledet, så det snakker vi ikke om.
