Danmark står i et ubehageligt og temmelig pinligt paradoks: Alle står i kø for at give de ukrainske flygtninge et så godt ophold i Danmark som muligt, og hvor er det flot. Men der er et problem: de seneste års mange stramninger, der skal gøre det så uudholdeligt som muligt at være flygtning i Danmark. Selv med den særlov, politikerne taler om – og med det forbehold, at den stadig ikke er færdigforhandlet, og offentligheden derfor ikke kender detaljerne – vil det være svært at fritage de ukrainske flygtninge helt for det afskrækkende lovkompleks, som vi har skabt for andre flygtninge i Danmark.
Forestil dig en ukrainsk flygtning, der ankommer med sine børn til Danmark i disse dage. Lige nu har vi har et modtagesystem, hvor en nyankommen ukrainsk mor kommer til at skulle leve af en ’selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’, der sådan cirka svarer til en halv kontanthjælp, indtil hun finder et job. Sådan er reglerne for folk, der endnu ikke har boet her til lands i ni år og haft halvandet års fuldtidsjob. Læg dertil, at den ukrainske mor, indtil der måske er hul igennem til arbejdsmarkedet, jævnligt skal udspørges af en kommunal sagsbehandler, om hun har overvejet at tage sine børn under armen og rejse hjem til bomberne i Kyiv igen. Absurd, ikke sandt? Lige så absurd, som at de kommunale sagsbehandlere ifølge gældende lov rutinemæssigt skal spørge den syriske far, om han mon har overvejet at rejse tilbage til krigsforbryderen Assad, som har tortureret og dræbt så mange af hans landsmænd.
