I fem uger har danskerne nu levet i skyggen af det store nationale kompromis om sikkerhed indgået mellem Socialdemokratiet, SF, de konservative, Venstre og de radikale. Trygheden råder i stort og i småt. Alt er, som det plejer: Det sejler. Ingen ved helt, hvad man har sagt ja til. Alle pengene er brugt frem mod 2033. Men heldigvis har Ministeriet for Politisk Opportune Beregninger, alias Finansministeriet kundgjort, at holdbarheden af de offentlige finanser er blevet endnu bedre, end de var før. Både SF, de radikale og sørme også de konservatives Rasmus Jarlov har skabt tvivl om, hvorvidt skatten skal hæves. På samme vis er det også uklart, om vi reelt har afskaffet budgetloven. Det har vi så heldigvis i år til at blive klogere på. Måske spenderminister Wammen undervejs vil meddele sig til offentligheden. Bare om et eller andet.

Så er tiden mere knap, når det handler om folkeafstemningen om at afskaffe vores forbehold for at deltage i EU’s militære samarbejde 1. juni. Eller hvad vi nu stemmer om. Først var spørgsmålet: »Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?«. Altså ikke noget med åbenlyst forvirrende ord som ’forbehold’ eller ’EU’. For som statsminister Mette Frederiksen så kategorisk slog fast, så ved alle jo, hvad det handler om. Det forhindrede så ikke kritikken i at hagle ned. Fra nejsiden, fra sprogforskere, jurister og EU-eksperter. Forundringen var stor.