Debatindlæg afLise Jul Scharff

Vicechefjordemoder på Rigshospitalet og datter til ældre far

Med stolthed har jeg altid tænkt på, at jeg bor i et samfund, der behandler sine skrøbelige etisk, respektfuldt og værdigt.

Min far har klaret sig selv, arbejdet hele livet og betalt sin skat. Men hans behandling er hjerteskærende og kynisk

Lyt til artiklen

Min far blev født i 1936 som søn af en håndværker. Der var styr på det derhjemme; de fik bygget et fint hus, og stille og roligt voksede velstanden også for dem. Værdierne handlede om ikke at ligge nogen til last, gøre sig umage og holde aftaler.

I 1952 rullede polioepidemien ind over Danmark, og min fars 9 år yngre bror blev ramt og døde ulykkeligvis af sygdommen. Samme dag fik min far diagnosen og blev isoleret på en hospitalsstue. Han var 15 år og måtte igennem et langt forløb med polio, behandling og genoptræning, men fandt nyt håb, fik nye venner og kom ud på den anden side med livet i behold og en del lammede muskler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her