Vi unge er afhængige. Faktisk dybt afhængige. Vi er afhængige af hinanden og vores sociale relationer. For vi spejler os i hinanden og reflekterer over vores ligheder. Vi accepterer og respekter vores forskelligheder. Vi bliver konfronteret med både mangler og styrker, mens vi lader os inspirere af hinanden. Derfor er det på mange måder i samværet, vi begynder at definere os selv og vores egen identitet. Men hvordan skal man egentlig kunne finde sig selv og sin plads blandt andre, hvis man står alene – og måske altid har gjort det? Alene uden nærvær, uden omsorg og uden den nødvendige menneskelige kontakt.
Ensomhed er en destruktiv følelse, men det er også en meget naturlig følelse. Og selv om ’ung og ensom’ for nogle måske lyder selvmodsigende, er der gennem de seneste år sket en stigning i ensomhed blandt unge. Efter corona føler næsten hver fjerde af de unge sig ensomme. Paradoksalt nok i et samfundet og i en tid, hvor vi aldrig har haft mere brug for hinanden.
