Ifølge tal fra Social- og Indenrigsministeriet var 7 procent af grønlandskfødte børn og unge i Danmark anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2019. Til sammenligning var det én procent af andre børn i Danmark. En overrepræsentation af grønlandske familier i Danmark bliver altså anbragt uden for hjemmet. Der kan være mange grunde til, at virkeligheden ser sådan ud; tallene for øvrig udsathed er tilsvarende høje for grønlændere i Danmark. Men det er så iøjnefaldende et tal, at det kalder på, at vi kigger på de grønlandske familiers møde med det kommunale system.
Derfor er jeg også glad for den opmærksomhed, der den seneste tid har været på grønlandske forældres møde med sagsbehandlingen i de danske kommuner – og forældre fra andre ikkevestlige kulturer i øvrigt. Her kritiseres blandt andet de psykologiske tests, der går forud for en eventuel beslutning om en tvangsanbringelse. Testene, som skal afdække forældrenes forældreevner, er ikke sprogligt eller kulturelt tilpasset og stiller derfor grønlandske forældre mere udsat end danske forældre i mødet med det sociale system. Det er et problem for retssikkerheden, og det er et problem for de børn, der potentielt kommer i klemme i beslutninger taget på et utilstrækkeligt eller misvisende grundlag.
