Flere og flere får udglattet bekymringsrynken, vredesrynken eller koncentrationsrynken. Den i panden mellem øjnene. Det kunne man læse i Politiken forleden.
Jeg har den også, den rynke, der åbenbart har mange navne, ikke fordi den er et kært barn, måske nærmere, fordi den er et frygtet. Jeg hader den også. Da den begyndte at vise sig mellem mine bryn tænkte jeg: Satans også, nu begynder det – alderdommen, den kommer krybende. Den kommer snigende på sin egen listige måde. Jeg svinger da så godt med min kollega, der er femten år yngre end mig. Det føles helt, som om vi er jævnaldrende. Og så alligevel, når jeg ser mig i spejlet om morgenen tænker jeg: Hvem er den gamle dame? Langt fra min kollegas glatte ansigt. Jeg orker det faktisk ikke – at blive gammel. Tænk på alt det, man skal igennem. Jeg hører om det igen og igen til mine begravelsessamtaler. Hører om mennesker, der slæber sig igennem den sidste tid. Smerter og bekymringer hober sig op. De bliver passet og plejet – det er altid noget, men tiden kan være lang og pinefuld.
