Jeg har talt med et rigtigt menneske. Det lyder måske ikke som noget særligt, men jeg vil huske det i årene, som kommer, og det vil forhindre, at jeg mister troen på, at de eksisterer – mennesker altså. Forhåbentlig.
Som talrige andre i disse spalter har jeg forældre, som er født, før det menneskelige forsvandt ud af velfærdsstaten. Derfor er det min opgave at guide dem igennem det digitaliserede morads af et forhindringsløb, som man skal igennem for at få kontakt til noget eller nogen som helst i den der stat. Min væsentligste kompetence i den forbindelse er, at jeg forstår det digitallingo, der står på skærmen, og dermed i de fleste tilfælde er i stand til at gøre det, der står. En gang imellem kommer jeg alligevel til kort, når jeg forsøger at hjælpe min 83-årige mor over teamviewer på computeren, når hun ikke helt forstår den besked, hun har fået fra borgerservice om, at profilen bliver overført. Så hun har selv forsøgt at få min 86-årige demente fars NemID til at blive til MitID og har dermed fået det spærret, fordi hun har forsøgt at bruge koden mistænkelig mange gange.
