I efterhånden nogen tid har en forstemmende lille melodi lydt stadig stærkere fra alle sider: Ukrainerne er urimelige, Nato går for vidt, vi må tænke på inflationen, og fremfor alt, vi er nødt til at være forsigtige med Putin. Den mest utvetydige formulering af denne tankegang er kommet fra Henry Kissinger, der i maj måned i Davos udtalte, at Ukraine måtte gå med til at afstå dele af sit territorium eller risikere »en ny krig (ført af Nato) mod Rusland«.
I Tyskland, hvor Olaf Scholz’ regering nøler med at levere de våben, Ukraine er blevet lovet, mener dele af den politiske klasse tydeligvis, at løsningen på Tysklands afhængighed af russisk energi ikke er at gøre en ende på den – så pinefuldt, som det nu måtte være – men at lukke øjnene og lige så stille vende tilbage til situationen fra før: bekvem omend ildevarslende.
