Kære Inger. Jeg har altid tænkt, at det kunne være hyggeligt at dele en halvlunken, fad-Cola Zero med dig. Jeg fantaserer om, at vi mødes ved Nørreport og tager på Vivaldi til en omgang ’nachos med det hele, lige til at dele’. Bagefter kunne vi gå på Joe & The Juice og grine ad folk, der betaler knap 50 kroner for en kop kaffe i et feminint papbæger, mens en maskulin bas dunker dem i brystet. Provinsen bor også i København. Åh, vi kunne grine, ku’ vi. Vi to damer sidst i 40’erne.
Men jeg har på fornemmelsen, at du ikke har lyst til at blive set sammen med mig. Jeg er en maggiterning af alt det, du som danmarksdemokrat forsager: Jeg har en kandidatgrad i bureaukrati (ja, statskundskab ... shhhh, jeg ved det godt) og har boet i hovedstadsområdet i mere end 20 år. Og ja, jeg er ansat på Politiken, det eneste medie, du ikke ville tale med forleden på Hvidsten Kro. Nå ja, og så har jeg tilbragt flere år i FN, hvor jeg arbejdede for børnerettigheder. Du har ikke altid været så vild med konventioner. Men, Inger, du ved, hvordan det er at kæmpe for rettigheder til de svageste – det gik heller ikke supergodt for dig, vel? Så lad os lægge nederlagene bag os og male byen og håret rødt.
