I første klasse faldt mine mælketænder ud, og i stedet for fire fortænder i overmunden fik jeg kun tre. Resten af tænderne indrettede sig efter fraværet og er det, som min mor kalder charmerende, og som alle andre ville kalde skide skæve. Jeg hader de tænder og smiler aldrig på billeder.
Til gengæld kan jeg bruge lang tid på at studere dem i spejlet. Helt tæt på, helt alene. Jeg skammer mig over tænderne og skammer mig over skammen. Jeg har lyst til at få dem rettet, men mener, at det ville være forkert. Tandretning er ensretning, og hvorfor skal alle have lige tænder?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

