Krigen i Ukraine er gået ind i sin femte måned. Det er først og fremmest ulykkeligt for de ukrainere, som lever med krigen hver dag. Men det betyder også, at krigen for os andre er blevet hverdag, et baggrundsbillede i nyhedsstrømmen. Bombede byer og tragiske personhistorier rydder ikke længere forsider. Krigstrætheden er en faktor. Oveni giver stigende priser anledning til bekymring i mange husholdninger. Og så har sommerferien ramt os. Der er med andre ord kamp om opmærksomheden, og Ukraine har brug for den. Dels for kontinuerligt at modtage våbenhjælp, dels for fortsat at lægge økonomisk pres på Rusland og dels i en europæisk sammenhæng for at fastholde opbakningen til Ukraines vej mod øget europæisk integration, ultimativt med et medlemskab af EU for øje.
Hvem arbejder tiden for, er et ofte stillet spørgsmål i krigen. Rusland eller Ukraine? Behovet for at holde krigen præsent i nyhedsbilledet er et element blandt flere, når analytikere skal prøve at vurdere dette. Jo længere tid krigen varer, jo større russisk krigstræthed burde man alt andet lige også forvente. Ikke fordi holdningen til krigen ser ud til at ændre sig internt i Rusland, men fordi prisen bliver synlig på flere parametre: Flere vil opleve at kende til familier med sårede, dræbte eller forsvundne soldater. Flere vil opleve varemangel grundet sanktioner eller internationale virksomheders frivillige tilbagetrækning fra det russiske marked. Middelklassen vil opleve indskrænkninger i bevægelsesfriheden. Men er det, i et system som det russiske, nok til at pres lægge på styret? Næppe.
