Med tanke på den hidtidige mangel på politisk vilje til at forbedre forholdene i psykiatrien er det forståeligt, at fag- og interesseorganisationer forsøger at bruge tragedien i Field’s som løftestang til at fremme krav om at realisere det fremlagte udkast til en 10-årsplan for psykiatrien. Umiddelbart er argumentet logisk og velbegrundet: Den formodede gerningsmand er kendt i psykiatrien og har ovenikøbet forgæves opsøgt hjælp kort tid inden forbrydelsen. Som vi ser det, er der imidlertid en række problemer ved at bruge tragedien som afsæt for krav om flere penge til psykiatrien.

Der tegner sig i medierne et billede af den formodede gerningsmand som et ensomt menneske, der ude af sig selv handler i desperation. Skudepisoden kan i forlængelse heraf betragtes som en ’ekstrem hændelse’, der har lighedspunkter med andre masseskyderier og drab. Vi anser det som problematisk, når ekstreme hændelser og komplekse problemer forenkles, og ’løsningen’ som følge heraf rettes i én retning.