Debatindlæg afMie Wedsgaard Storm

cand.mag.

Der er mange myter om de isolerede børn, som går hjemme med deres mødre. Men som en, der selv har valgt det traditionelle arbejdsliv fra for at være hjemme hos mine børn, kan jeg slet ikke genkende det billede, der tegnes.

I debatten om hjemmeundervisning er der snarere tale om kulturel arv og fordom end om faglig viden

Lyt til artiklen

Dagligdagen på min matrikel ser en del anderledes ud, end den gør for den typiske børnefamilie i Danmark. Min mand arbejder fire dage om ugen og har en ugentlig barselsdag. Jeg er selvstændig og arbejder hjemmefra. Desuden har vi vores tre børn hjemme fuld tid. De er henholdsvis 6 år, 4 år og 7 måneder. En typisk uge for os er aktiv og alsidig. Vi indgår i forskellige større og mindre sociale fællesskaber med andre såkaldte ’hjemmepassere’ og hjemmeundervisere, som vi er sammen med 3-5 gange ugentligt. Vi er med vores venner på skaterbanen, på legepladser, i parker, naturområder og kulturinstitutioner. Vi har private legeaftaler i hjemmene, udflugter til legelande og forlystelsesparker. Det er et stort og dejligt arbejde at få vores kalendere til at gå op, fordi aktiviteterne og menneskene, der har fravalgt det mere traditionelle arbejds- og familieliv, er mange og bliver flere og flere.

Vores børn leger i store flokke med tilsvarende stor aldersspredning. De tænker ikke over, at deres forældre er med på udflugter og i legeaftaler, for sådan har det altid været – i hvert fald for dem, der ikke er blevet taget ud af institution eller skole på grund af mistrivsel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her