Hvor meget må de socialt udsatte egentlig koste samfundet? Hvor mange flere penge skal vi bruge på psykisk syge? Skal vi andre virkelig betale for behandling af mennesker, som selv har drukket sig til et dårligt helbred?
Den slags spørgsmål står i kø, når talen falder på samfundets udgifter til de allersvageste. Måske fordi presse og politikere med aldrig svigtende dokumentationsiver sørger for at oplyse, præcis hvor mange millioner den ene eller anden nødstedte gruppe borgere trækker på fællesskabets konto. Den udgiftsfikserede diskurs smitter af på vores hverdagssprog og legitimerer en udbredt nedværdigende omtale af borgere, som formaster sig til at koste samfundet penge. Tænk på udtryk som socialnassere, ældrebyrde, sindssyge osv. Det er, som om det værste, man kan være, er en udgift for samfundet.
