Vi får med stor sandsynlighed ikke løst velfærdsfagenes rekrutteringskrise med konventionelle midler. Optaget på grunduddannelserne på velfærdsområdet er ikke stort nok, og mange forlader faget, når virkeligheden rammer eller efter få års virke. Det gælder for sosu-uddannelserne, pædagoguddannelserne og uddannelserne til sygeplejerske, lærer mv. Mange ansatte i velfærdssamfundets fortrop oplever en hverdag med for få hænder, for stor travlhed og for lille mulighed for at arbejde med sit fag, løse kerneopgaven og gøre den forskel, man forestillede sig eller drømte om.
Velfærdsfagene har fået et dårligt omdømme, og fordomme om fagene, om institutionerne og om de mennesker, der arbejder i dem, florerer vildt. Fordommene er båret både af rygterne om dårligt arbejdsmiljø og af en kulturel opfattelse, der tildeler værdi til det intellektuelle – til ‘vidensarbejdet’, et begreb, som de lange, videregående uddannelser uretfærdigt har fået lov at tage patent på.
