Da jeg startede på universitetet, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg måtte stoppe igen to år efter på grund af sygdom. En hverdag fyldt med forelæsninger, venner og fester blev pludselig taget fra mig, og jeg blev langsomt opslugt af min stress og spiseforstyrrelse.
Jeg ser det som en tid, hvor jeg mistede min identitet både over for mig selv og dem omkring mig. Pludselig stod jeg på den anden side af normaliteten og kunne kigge på de andre spurte videre i livet. Det går op for en, hvor meget man knytter sin identitet op på, hvordan man handler i sit liv, og ikke, hvordan man har det.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


