X er vores allerbedste ven i Donbas, og længe har vi ikke kunnet komme i kontakt med ham. Vi har frygtet det værste: At russerne skulle have snuppet ham, indrulleret ham i deres hær eller simpelthen skudt ham – hvorfor ikke?
Men pludselig er der livstegn! Vi kan bare ringe! Så det gør vi – og der toner han frem, som sædvanlig i sin flødefarvede sofa derhjemme, omgivet af glasvitriner og et fyldt barskab. Og han er ubarberet og lige så glad for at se os, som vi er for at se ham (X´s navn er redaktionen bekendt).
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
