»Ja altså, nu er Karen her jo også, men …«. Jeg er til debat i Ungdomskultur Huset, jeg sidder sammen med tre andre politikere, og vi diskuterer integrationspolitik. Der er gået en lille time, og jeg er nu for tredje gang blevet ignoreret som en rigtig kandidat fra et rigtigt parti. Selv om jeg har lige så meget ret til at sidde her som de andre debattører, så bliver jeg tydeligvis ikke taget seriøst, og hvis jeg ikke bliver ignoreret af kandidaterne, så omtales jeg næsten som et barn.
Det er som ung kandidat hverdagskost ikke at blive taget seriøst til debatter. Det er ikke publikum, men mine meddebattører, der ikke tager mig alvorligt. Mens publikum spørger mig ind til mine politikker og meninger, så bliver jeg behandlet som luft af de siddende politikere. Det er mig, der skal opsøge et håndtryk og en introduktion, hvis jeg vil nå at se de folk i øjnene, som jeg skal debattere med.
