Det er ikke nyt, at politikere spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden for at vinde stemmer. Vi kender tricket fra mange sammenhænge. Land og by. Unge og gamle. Hvide danskere og brune danskere. Og så er der de der skide hænder. Den netop overståede valgkamp har været fuld af dem. De varme hænder, der blidt og kyndigt tager sig af den rigtige og vigtige kontakt med borgerne. Og de kolde hænder, der sidder på kontorer og taster ting ind i Excel-ark og fortjener et rap over nallerne og en fyringsseddel.
Om et år er jeg færdig med min uddannelse. Som kandidat i samfundsfag er der to typiske veje at gå: Jeg kan blive gymnasielærer, eller jeg kan blive en del af den offentlige administration. Jeg synes, det ville være spændende at være med til at administrere velfærdssamfundet. Jeg tror også, jeg ville være god til det. Men hvis snakken bliver ved med at gå om de kolde hænder, tror jeg, at jeg får kolde fødder. Så er det måske alligevel mere tillokkende at forme og danne næste generations unge mennesker på gymnasierne og blive værdsat. Men det er trist og forkert, hvis mit valg skal tages på baggrund af fjendtlig retorik.
