Mødre med grædende, skrigende børn på armen, forfjamskede ældre, forskræmte børn, der er blevet væk fra deres forældre og mænd, der bliver skilt fra deres familier midt i en stor, kaotisk folkemængde på en perron eller en busholdeplads, mens vrede soldater råber og bander, skubber og slår med geværkolber og genner forskræmte borgere ind i kreaturvogne, busser eller lastbiler. Scener fra en krig fra Treblinka og Auschwitz eller Virballen, en lille stationsby i Litauen for 80 år siden, til Butja og Irpen og Mariupol i Ukraine i dag: samme billeder, samme lyd og de samme ubegribelige fastfrosne øjeblikke af angst. Og gru.
Krigens ondskab har samme ansigt og lyd i dag som altid og kender ikke til nogen udløbsfrist i vores historie. Rædsler, traumer og mareridt har samme gyldighed og slår lige så stærkt igennem i dag som i en historisk fortid.
