I danske medier og på sociale platforme kører der i disse dage en heftig debat, fordi TV 2 har valgt alligevel ikke at genudsende julekalenderen ’Alletiders julemand’ med nissen Pyrus. Grunden er, at den indeholder et indslag med børn sminket, som man gør i den racistiske blackfacingtradition.
Debatten om ’Alletiders julemand’ er ikke den første af sin slags, og den bliver ikke den sidste. Offentlige debatter om børns medieforbrug er vigtige værdipolitiske kamppladser med lange historiske rødder. I 1950’erne var det superheltetegneserier, som blev anset for værende farlige, fordi heltene løste samfundets problemer med udemokratiske midler. I slut-1960’erne var det Pippi Langstrømpe, som blev anklaget for ikke at give børn et retvisende billede af virkeligheden. Og i 1980’erne var det rollespil og dokudramaer, som ikke faldt i mange voksnes smag. Rollespil, fordi de blev set som virkelighedsforvrængende socialrealistiske dramaer, fordi de ikke stimulerede børns fantasi og følelsesliv tilstrækkeligt. Lige nu er det blackfacing i ’Alletiders julemand’ og TV 2’s aflysning af dens genudsendelse, som får opmærksomhed. For to måneder siden var det et homoseksuelt isbjørnepar i det engelske børneprogram ’Gurli Gris’ (’Peppa Pig’), som en fremtrædende italiensk politiker fra IdF og amerikanske youtubere anså for farligt, fordi de ikke mente, at en sådan familie er i overensstemmelse med de værdier, børn skal opdrages ud fra.
