Jeg skammer mig. Jeg skammer mig, når jeg flyver med mit arbejde, jeg skammer mig, når jeg flyver på ferie, jeg skammer mig, når jeg kører i delebil til vores sommerhus, jeg skammer mig, når jeg køber kjoler over nettet, og jeg skammer mig, når jeg af og til spiser kød. Jeg skammer mig også, når min datter går rundt i T-shirt ved havet i slut-oktober, når bladene på træet uden for min lejlighed stadig ikke er faldet af, og når jeg læser, at efterårets temperaturer på indlandsisen har været 9 grader højere end normalt. Jeg skammer mig endda af og til over, at jeg ikke dropper mit arbejde som forsker og går ind i politik, ligesom Theresa Scavenius.
Al den skam nytter i den forstand, at jeg afholder mig fra en del ting. Jeg tager toget til og fra konference i Stockholm, selv om det betyder flere timer væk fra mine børn. Jeg afholder mig for det meste fra kød, køber mindre tøj og har været på togferier med familien i Østrig og Nordnorge. Men jeg er træt af at skamme mig. Jeg er træt af, at politikerne, min arbejdsplads og andre institutioner ikke begrænser mig mere, så hele verdens fremtid ikke hviler på mine skuldre alene.
