Imod døden kæmper vi alle forgæves. Ikke desto mindre har sundhedsvæsenet udviklet sig til en stor kampplads, hvor kampen om det forlængede liv kæmpes. Det er dog i nogle tilfælde en forlænget død, patienten vinder.
Misforstå mig endelig ikke. Vi skal prise os lykkelige for de mange behandlingsmuligheder, der redder liv hver eneste dag. Men vigtig er også samtalen om det liv, vi forlænger. I dag har vi fået en behandlingskultur, hvor hovedfokus er på behandling og mindre på kunsten at lade være. Det er en lægekunst at behandle, men en menneskekunst at lade være. Det er blevet meget lettere og hurtigere at behandle, hvor samtalen om mening, håb og udsigt tager tid. Vi forsvarer det forlængede liv og kalder det værdifuldt, men glemmer, at værdighed handler om den måde, du som patient kan ’være dig’ i den tid, der er.
