For et par år siden var jeg som antropolog i Thailand på feltarbejde blandt migrantfamilier i landets fattigste region, Isaan. Bagefter rejste jeg videre til den smukke ø Koh Phangan for at holde lidt tiltrængt ferie. Dagene på øen blev imidlertid temmelig dramatiske og satte ikke mindst nogle af klimakrisens dilemmaer under lup for mig. Nu, hvor det igen er højsæson for rejser til Thailand og andre varme steder, hvor mange fra vores del af verden rejser hen for at undslippe vinterens kulde og mørke, kom jeg atter til at tænke på min rejse til Koh Phangan.

For det første mødte jeg på denne rejse familier, der aktivt havde forsøgt at klimakompensere på deres egen selvopfundne måde, fordi de havde dårlig samvittighed over at flyve. For det andet strandede jeg i en kæmpe orkan.