Jeg passede engang telefonen i ’Festen & Gæsten’ på P3. Programmet, der blev sendt nytårsaftensdag, gik kort fortalt ud på at finde nytårsfester til kanalens lyttere. Som udsendelsen skred frem, og den store aften nærmede sig, fik værterne med ekstra festlig begejstring parret den ene fnisende, forventningsfulde venindegruppe efter den anden med flokke af brølende, liderlige ungkarle, der sjældent var længe om at tilbyde at medbringe både sprut, krudt, og hvad der ellers måtte høre sig til en god nytårsfest anno de tidlige 00’ere.
I dag husker jeg egentlig kun en af de mange, der ringede ind, et roligt gemyt af en enlig far, der søgte nogen, der havde lyst til at fejre nytår med ham og hans femårige søn. Der var en ledig komsammen i Viborg, nogle venner havde alligevel købt for meget mad og vin, men det ville kræve, at han og sønnen kørte tværs over landet. Og hvem ville dog gide det besvær en nytårsaften?
Hvis jeg stiller mig på tæer ude på altanen, strækker mig og kigger mod sydøst, vil jeg måske kunne se fyrværkeriet fra min gamle villavej
Utilpasheden hos lytteren, der holdt festen, den akavede tøven og stilhed i æteren, da faren modigt takkede ja til tilbuddet, var ikke til at tage fejl af. Hvis nogen virkelig orkede at køre hele vejen fra Fyn til Vestjylland og tilbage igen, alene for at undgå at sidde hjemme alene nytårsaften, hvad måtte han så ellers ikke medbringe af sociale skavanker? Men bilen var allerede på vej ud ad indkørslen med far og søn, uden tvivl fulde af forventning til det fremmede selskab og de nye bekendtskaber.
Først nu, 20 år senere, forstår jeg ham. Først nu forstår jeg selv trangen til at forsøge at flygte fra ensomheden på lige netop denne årets allermest forbandede, opblæste og opreklamerede skodaften af dem alle.
For første gang i mit liv skal jeg selv holde nytår alene, bare mig og to af børnene, i min lejelejlighed i Ørestad, der koster en formue i husleje, men endnu ikke føles som et hjem. I praktisk, børnevenlig gåafstand fra forstadens trygge villaveje og den gamle tilværelse, jeg ikke længere lever, og alligevel omtrent så langt fra, jeg overhovedet kan komme.
Hvis jeg stiller mig på tæer ude på altanen, strækker mig og kigger mod sydøst, vil jeg måske kunne se fyrværkeriet fra min gamle villavej, især inde fra nummer 12, hvor trykbølgen fra raketterne og batterierne altid rykkede så meget i termovinduerne, at vi havde manden mistænkt for at købe sit krudt direkte fra forsvarets artilleriregiment. Måske møder jeg et par af de gamle naboer i køen til den forudbestilte takeaway-sushi nytårsaftensdag, måske formår vi at hilse høfligt og ønske godt nytår, når vi senere samme dag passerer hinanden ved fyrværkerisalget ude bag håndboldhallen.
I årevis var mine nytårsaftener velsignet med forudsigelighed og faste rutiner. Vi fejrede aftenen med de samme vennepar og naboer, spiste den samme mad, nippede til den samme tørre kransekage og skyllede det hele ned med den samme lunkne champagne. Vi hoppede ned fra hinandens pastelfarvede Ilva-sofaer, når rådhusklokkerne slog tolv, dansede til de samme 90’er-sange, tog de samme diskussioner med børnene, når de havde glemt deres sikkerhedsbriller eller smidt heksehyl efter hinanden.
Som en anden veninde sagde, da jeg havde indkasseret min tredje høflige afvisning: Gifte folk tror sgu altid, at skilsmisser smitter ekstra meget ved festlige lejligheder
Vi vågnede op næste morgen til det samme rod, konfetti og bordbombesnask, der havde sneget sig ind i de samme revner og sprækker i parcelhuset. Nytårstraditioner uden de helt store udsving, lige med undtagelse af det år, hvor katten blev bange og stak af i en regn af fyrværkeri, og jeg i ugevis klyngede mig til håbet om, at pigerne fra HesteNettet.dk havde ret i, at huskatte uden problemer kunne gemme sig i flere måneder for så at vende hjem, som om intet var hændt.
Men nu står jeg så her. På bar bund, helt uden traditioner, men til gengæld med masser af den frihed, der skulle forestille sig at være så berusende. Bare ikke lige denne aften. Udsigten til ensomheden har langsomt presset sig på, og de seneste uger har jeg forsigtigt forsøgt at finde vej ind i varmen igen. Tilbage til rutinernes tryghed, til den årlige aften med rejecocktails, sjove hatte, sladder fra naboen og unger, der driver os alle til vanvid med knaldperler og proppistoler.
En klog veninde har sagt, at man som enlig selv er ansvarlig for at skrive sig ind i folks kalender, hverdag og bevidsthed, men af alle årets fester er nytårsaften den mest lukkede for folk uden stående invitation til festen og fast plads ved middagsbordet. Som en anden veninde sagde, da jeg havde indkasseret min tredje høflige afvisning: Gifte folk tror sgu altid, at skilsmisser smitter ekstra meget ved festlige lejligheder.
Blå bog
Søren McGuire
Født 1979. Journalist og far til tre.
Men fint nok, I kan få jeres parmiddage og lukkede fester for jer selv. I flere år har jeg alligevel ment, at nytåret var spild af tid og penge, så nu er det på tide at sætte handling bag ordene.
Små aftener kan også blive starten på noget stort, så vi bliver hjemme, mig og ungerne. Spiser forudbestilt takeaway-sushi og tør kransekage, hopper ned fra Ikea-sofaen og pisser underboen af, når rådhusklokkerne ringer. Skyder nytårskrudtet af fra altanen, denne gang i nordvestlig retning. Same procedure as aldrig før. Alt sammen mens jeg sender en venlig tanke til alle de modige fædre og deres sønner på Vestjyllands mørke landeveje. På vej væk fra ensomheden.
fortsæt med at læse
Den festglade læser vil sikkert indvende, at jeg bare er en forstokket filosof. Men nytårsaften er altså som en fuser
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
