Da jeg første gang hørte om regeringens idé om at forkorte kandidatuddannelser til ét år, tog jeg den ikke alvorligt. Jeg tænkte, at forslaget højst måtte være af polemisk karakter – absurditeten var jo indlysende for enhver. Det var den åbenbart ikke. Lad mig derfor skære det ud i pap.
For det første kan jeg slet ikke forstå, hvordan regeringen forestiller sig, at tiltaget skal kunne lade sig gøre i praksis. Kandidatuddannelser er tilrettelagt med et vist antal ECTS-point, der svarer til en fuldtidsbeskæftigelse. På særligt humaniora afspejler det sig dog ikke nødvendigvis i antallet af undervisningstimer, der ofte er få. Det skyldes, at en stor del af studiet udgøres af selvstudie og læsning, som tager lang tid. Det er altså en grov misforståelse, hvis man tror, at de studerende kun studerer, når de sidder i undervisningslokalet. Læsning og læring kan ikke bare optimeres og gøres på den halve tid med samme udbytte. En halvering af uddannelsen vil (og bør) medføre en halvering i læringsudbytte.
