Jeg blev forleden spurgt, om jeg havde et nytårsforsæt. Det er svært at svare på, tænkte jeg og fik en knude i maven. For nytårsforsæt er for almindelige mennesker med energi til at sætte sig noget for og gennemføre det. Eller energi til at sætte sig noget for og kontinuerligt slå sig selv i hovedet med, at det ikke kommer til at ske. Den mængde energi, det kræver, er vi en del, der ikke har. Den har vi mistet.
Energi er noget, jeg aldrig før har skænket en tanke. Noget, jeg altid har haft rigeligt af. Måske på grund af min unge alder, måske på grund af mit sind. Energi til at rejse mig fra sengen om morgenen og stå oprejst. Energi til at huske, hvilken dag jeg er vågnet op til, og hvilke planer jeg skal udføre. Energi til at tage beslutningen om, hvilket tøj jeg skal tage på. Energi til at stå op i mit køkken og lave morgenmad, brygge kaffe, lave madpakke. Energi til at huske at tjekke, hvad der skal foregå på studiet i dag. Hvilke forelæsninger jeg skal have, og hvad jeg skulle have forberedt dagen forinden. Energi til at fragte mig til studiet og gå direkte op i klasselokalet på 1. sal. Sige hej til mine studiekammerater, pakke min pc ud og være klar til undervisning. Energi til at læse. Formulere kloge sætninger. Bidrage til samtalen.
