For få år siden stod Danmark i en krise, som samlede. Staten trådte i karakter og tog ansvar for coronapandemien. Ord som ’vi’, ’danskere’, ’samfundssind’ og ’tillid’ lød nok fremmede, men ikke mærkelige. Gråhærdede videnskabsmænd og -kvinder talte på alles vegne.
Nu, få år efter, er corona glemt, og den elskede normal er tilbage. Og så alligevel ikke. Der er stadig kriser. Bortset fra krigen i Ukraine splitter de mere, end de samler. Vore to dronninger, Margrethe og Mette, satte dem i buket i deres nytårstaler: miljø, velfærd, inflation, mistrivsel … Igen kom staten i centrum. Dens vagtsomme øjne skal trænge dybt ind i borgernes hverdag, og regeringen lover at afhjælpe de komplekse problemer, som får de ’mest sårbare’ til at give op og slippe grebet om deres hverdag.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
