18. januar 2023 blev der bragt en artikel af Marianne Borg-Hansen i Politiken. Dens hovedbudskab er, at den nuværende konflikt i Ukraine er resultatet af russisk had til ukrainerne og et i århundreder anspændt forhold mellem Moskva og Kyiv. Dette er en fuldstændig absurd udtalelse.
Russere og ukrainere som folk har aldrig været imod hinanden. Der var intet historisk fjendskab mellem dem. Begge folk levede i et enkelt geografisk område, i et enkelt sprogligt miljø. Kyiv omfattedes som ’russernes moderby’, og Velikij Novgorod som ’russernes faderby’. Ukrainerne er gennem hele den russiske stats eksistens blevet betragtet af russerne som et broderfolk med en fælles historie og traditioner. Det er denne opfattelse af ukrainerne, der dominerer blandt russerne i dag: Den fås ind med modermælken og dannes, mens man uddanner sig. Russere og ukrainere er forbundet af talrige familiebånd. Det betyder, at russere og ukraineres død i dag er en tragedie for begge vores folk.
Artiklens forfatter forsøger at vise modsætningerne mellem russere og ukrainere, herunder i tilgangen til demokrati, baseret på holdningen til de mongolsk-tatariske erobrere. Samtidig bruges der en meget fri fortolkning af historien. Faktum er, at det var Moskva, ikke Kyiv, der formåede at forene de russiske fyrster og det russiske folk til en fælles kamp mod den mongolske indvandring, som begge vores folk led under i 300 år. Det var det, der blev grundlaget for foreningen af russiske lande og russiske folk omkring Moskva.
Artiklen fremmer fortællingen om det nuværende Kyiv-regime og ukrainernes påståede civilisatoriske overlegenhed over russerne. Det bemærkes, at Kyiv var en stor europæisk by, der kan sammenlignes med London, mens der i resten af Rusland kun var »skovområder befolket af bjørne og ulve«. De færreste i Danmark ved, at den russiske by Velikij Novgorod i det feudale Europas dage var en republik, hvor beslutninger blev truffet på veche (prototypen på de nuværende lovgivende forsamlinger).
Artiklens falske budskab tvinger Marianne Borg-Hansen til at lede efter lige så falske beviser. Uden nogen skam svindles der med fakta. Det, Marianne Borg-Hansen kalder for et ’folkemordsmanifest’, citeret af nyhedsbureauet RIA Novosti, er en personlig mening hos en debattør ukendt inden for det russiske mediefelt, som intet har med den russiske præsident at gøre.
Hele artiklen er bygget på forvrængning af fakta samt skribentens politiserede fortolkning. Det påstås, at hungersnøden i Ukraine – holodomor – er Ruslands bevidste og målrettede ødelæggelse af de ukrainske bønder. Den frygtelige hungersnød i Ukraine i 1932-33 skyltes primært den bolsjevikiske regerings kollektivisering af landbruget, som fejede hen over hele Sovjetunionen. Massedød forekom ikke kun i Ukraine, men også i Volga-regionen, vedDon, Kuban, i Nordkaukasus, Sydural, Kasakhstan, Hviderusland, dvs. på alle større områder med korn- og fødevareproduktion. Dette var ikke resultatet af national undertrykkelse, men en frygtelig og tragisk følge af tidens klassekampsideologi.
Historiker tidligere bosat i Moskva og Kyiv: Derfor hader russerne ukrainerne så inderligtDe ukrainske bønders analfabetisme præsenteres som en bevidst russisk politik. Imidlertid kunne langt de fleste bønder i det russiske imperium, inklusive Ukraine, i begyndelsen af forrige århundrede hverken læse eller skrive. En massekampagne mod analfabetisme blev iværksat i Sovjetunionen umiddelbart efter oktoberrevolutionen i 1917. I den periode, hvor Ukraine var en del af Sovjetunionen, blev der ydet en enorm støtte til ukrainsk kultur og sprog, som blev studeret i grundskolen samt på gymnasier og videregående uddannelsesinstitutioner. Russisk var sproget i Sovjetunionen.
I artiklen placeres ansvaret for alle problemerne i Ukraine hos Rusland. Selv korruption i Ukraine hævdes at være et resultat af russisk indflydelse og ikke et nationalt fænomen. Udviklingen af demokrati i Ukraine er angiveligt anderledes end i Rusland. Der er dog ikke et ord om, at enhver plads til uenighed er blevet fuldstændig ødelagt i Ukraine. Oppositionspartier er forbudt. Deres ledere bliver forfulgt.
Der er ingen ytringsfrihed i Ukraine i dag. Mange medier er lukket. Journalister med kritisk indstilling til myndighederne, såsom Oles Buzina og Pavel Sheremet, blev dræbt.
Religionsfriheden er under angreb. Den russiskortodokse kirke bliver forfulgt, templer fjernes, præster bliver truet med fysisk vold og strafferetlig forfølgelse.
Lovgivningsmæssige foranstaltninger bliver truffet for at begrænse brugen af det russiske sprog i Ukraine. Det bliver konsekvent fordrevet fra uddannelses- og kulturområdet, regeringssystemet og det offentlige liv generelt, selv om en tredjedel af befolkningen i Ukraine anser russisk for at være deres modersmål. Andre minoriteters rettigheder, herunder ungarernes, bliver også krænket.
Stepan Bandera og Roman Sjukhevitsj blev udråbt til nationale helte i Ukraine, selv om de samarbejdede med Nazityskland og var skyldige i Volyn-massakren i 1943, hvor titusinder af polakker blev dræbt. Kyiv-regimets støtte af/til nynazister’, deres fakkeltog i store ukrainske byer, brugen af fascistiske symboler har intet at gøre med hverken demokrati eller ukrainsk nationalkultur.
Sådan et udtryk for ’demokrati’ begyndte at brede sig massivt i Ukraine, ikke fra februar 2022, men meget tidligere, især efter det antikonstitutionelle kup i 2014, som kastede landet ud i en dyb krise. Folk, der protesterede mod en sådan politik, blev udryddet. Ukraine er blevet straffet for at brænde snesevis af mennesker i Fagforeningernes Hus i Odesa i maj 2014.
Michael Seidelin: Diktatorer som Putin kender kun magtens sprogMarianne Borg-Hansen kalder listigt kun den slags begivenheder for »slinger i valsen«. Vesten reagerede også trægt, da det målrettet lagde den antirussiske kurs for Ukraines udvikling og søgte at forhindre Ukraines deltagelse i integrationsprocesserne i det tidligere sovjetiske område. Det er de krav, som EU’s ledelse har stillet til Kyiv som en betingelse for gensidig tilnærmelse.
Det var ikke tilfældigt, at Minsk-aftalerne mislykkedes, men de kunne have sikret en fredelig løsning af konflikten og reintegrationen af Donbas i Ukraine. I dag indrømmer de tidligere ledere af Ukraine, Frankrig og Tyskland uforskammet, at ingen kom til at overholde Minsk-aftalerne, som ifølge dem udelukkende blev betragtet som en tidsgevinst til at forberede Ukraine på en krig mod Rusland.
Rusland kæmper ikke mod det ukrainske folk. Rusland er tvunget til at sikre sin sikkerhed og reagere på truslen om en mulig udvidelse af Nato med Ukraine. Vesten afviste konsekvent russiske forslag på det sikkerhedspolitiske område, i forbindelse med forsøg på kontakt umiddelbart på tærsklen til starten af Ruslands særlige militære operation i Ukraine. Marianne Borg-Hansens forsøg på at fremstille den aktuelle konflikt som et resultat af russisk had er et eksempel på forfalskning af historisk sandhed til gavn for den aktuelle politiske situation og den dominerende stemning i Danmark.
fortsæt med at læse
