Hvis man vil vide, hvad der er galt med tidens syn på pædagogik, kan man med fordel læse Kroniken 24. januar i Politiken. Den er lukket for ikkeabonnenter, men teksten essens er denne: Alting forandrer sig hele tiden; Danmark får svært ved at klare den globale konkurrence; løsningen er at gøre vores land til »verdens bedste læringssamfund« ved at indføre nye »læringsteknologier«. Kroniken er forfattet af medlemmer af Dansk Konkurrenceevneråd, som er finansieret af Industriens Fond, og den er et skoleeksempel på den manglende pædagogiske sans, som desværre ofte præger de økonomiske tilgange til pædagogiske spørgsmål. Jeg håber ikke, at vores politikere lader sig inspirere af den.
Kronikens udgangspunkt – at vi lever i »det mest transformative årti i den seneste 10.000 år«, og at rigtig mange derfor tvinges til job- eller brancheskift inden 2030 – er en tvivlsom retorisk figur, vi har set i stort set hele min levetid. I bogen ’The Innovation Delusion’ kalder forskerne Vinsel og Russell det innovation-speak, og de påviser dens fejl og skadelige konsekvenser. Kendsgerningen er nemlig, at der ikke er evidens for, at innovationen øges af hele denne innovationssnak. Tværtimod devaluerer innovationsretorikken værdien af de fleste menneskers arbejde, der handler om at holde samfundet i gang. Innovationsretorikken overser, at det at vedligeholde og drage omsorg for verdens mangfoldige processer er langt vigtigere end innovation og disruption.
