Under overskriften ’Vi er blevet et hus, der laver journalistik og udgiver bøger for at tjene penge til nogle højtlønnede på 4. sal, hvoraf mange intet aner om journalistik’, fyrer debatredaktør ved Politiken Magnus Barsøe en bredside af i sin egen avis mod ledelsen af den koncern, han selv er medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem af. Kroniken rummer en velformuleret og interessant kritik af det, Barsøe mener er en forråelse af de publicistiske idealer til fordel for at bygge en pengetank op, styret af topledere uden sans for kerneforretningen.
Hårde ord, der indtil videre ikke har affødt andet end en flad pressemeddelelse fra bestyrelsen, der beskylder Barsøe for illoyalitet frem for at gå i rette med hans pointer. Et stykke sjælløst formalistisk koncernpoesi, der ufrivilligt understreger Barsøes pointe om en ledelse, der tænker som en klassisk kapitalfond, med alt hvad dertil hører af bureaukratisk logik og forsikringer om, at »den eksisterende strategi for JP/Politikens Hus er besluttet af en enstemmig bestyrelse«.
