Jeg husker tydeligt den dag, jeg for første – og eneste gang nogensinde – så min far bryde sammen. Vi stod ved min farmors seng. Der lå hun. Ukontaktbar. På vej væk fra den her verden. Lige der brød min far sammen. Han hulkede på en måde, jeg aldrig tidligere havde været vidne til.
Selv om det var nyt at se ham sådan, forstod jeg ham udmærket. Selvfølgelig var han ulykkelig. Han var ved at miste sin mor. At han brød sammen, var noget af det mest naturlige i verden. Alt var med andre ord, som det skulle være, indtil han undskyldte.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

