Jeg savner den tid, hvor vi var sammen, min familie og jeg. Dengang vi gjorde ting sammen. Det var, inden pubertetsbomben var sprunget. Den, der har gjort hjemmet til fragmenter af noget, der var engang. Nu er der lukkede døre, og »skrid« med store bogstaver både på dørens skilt og i munden, hvis jeg drister mig til at banke på.
Jeg er blevet som en gammel faster. Dikkedik. Jeg vinker og opfører mig som en sulten farmor, når jeg krydser kirkesalen, der er fuld af babyer fra babysalmesang. De ligger på gulvet og spræller og griner, når de ser alle mine kontaktsøgende grimasser. Når jeg sidder over for et dåbsbarn, får jeg sådan en lyst til at hugge det med hjem. Stjæle det. Sådan en lille uskyldig én, der griner og ikke skælder mig ud eller spiser al maden i køleskabet uden at sige tak for noget.
