Der er skrevet meget om børn og unges mentale mistrivsel de senere år, og vi ser efterhånden også en konsensus om nogle af årsagsforklaringerne: præstationspres, sociale medier, acceleration af samfundet, psykologisering, manglende fællesskaber osv. Når selv Liberal Alliance er begyndt at tale om fællesskab og et vi i stedet for et jeg, ved man, at debatten har flyttet sig.
Jeg og mange andre aktive i politik har skrevet om emnet, men primært med en analyse af årsagerne til den stigende mistrivsel, nok også fordi det er langt sværere at komme med konkrete løsningsforslag, som ikke kun handler om bedre adgang til psykologhjælp. Jeg vil derfor her prøve at give tre konkrete forslag, som jeg mener kan bidrage til at øge trivslen for børn og unge.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
