Det er min opfattelse, at langt de færreste politibetjente valgte deres karrierevej, fordi de gerne ville arbejde med psykisk syge. Vores uddannelsessystem tilbyder et væld af veje, der ville være mere oplagte at gå, hvis man havde ambitioner i den retning. Hvad der med større sandsynlighed ligger til grund for at vælge at trække i den blå skjorte er, at den kommende betjent har et ønske om at gifte sig med sin barndomskæreste – nemlig drømmen om at lege politi og røvere.
Virkeligheden er dog, ifølge en temaanalyse fra rigspolitiets nationale beredskabsafdeling fra 2018, at »De patruljerende betjente bruger omkring 470.000 timer om året på opgaver, der involverer mennesker med psykiske lidelser«. De nyudklækkede betjente må altså se drømmen om et arbejdsliv fyldt med en glorificeret udgave af deres yndlingsleg gå til alters med en anden. I stedet er de blevet tvunget ind i et arrangeret ægteskab med usoignerede, ubehøvlede og til tider udadreagerende psykiatriske patienter og et samliv, der består af uendelig venten på læger og papirer.
