Der var opsigtsvækkende lidt plads til diplomatiets rolle i den erfarne topdiplomat fhv. Moskva-ambassadør Carsten Søndergaards Kronik i Politiken (4.6.) om Ukraine-krigen, og hvordan den bør afsluttes: Rusland skal lide et strategisk nederlag, begrebet fredelig sameksistens giver ikke mening i dag, Vestens militære afskrækkelse skal styrkes, Ruslands skal isoleres yderligere, man kan ikke tale sig til rette med Rusland, det drejer sig alene om magt, for i forholdet til Rusland er der tale om et nulsumsspil – dit tab er min gevinst og omvendt, så der bliver først fred, når Ukraine bliver medlem af Nato.
Det var Putins Rusland, der med det ødelæggende og selvødelæggende angreb på Ukraine sidste år valgte at antænde den geopolitiske bombe midt i Europa, som særligt Ukraine havde udviklet sig til. Men den ubekvemme sandhed er, at vestmagterne, Nato-landene med USA i spidsen, gennem de seneste 25 år i høj grad har været med til at montere og anbringe samme bombe. En langtidsholdbar og realistisk afslutning på Ukraine-krigen må nødvendigvis tage højde for konfliktens nære forhistorie og Vestens medansvar. Ambassadørens løsningsforslag har derfor ringe udsigter – og de er i øvrigt i lodret modstrid med den inddæmningspolitik over for Sovjetrusland, som George Kennan stod for under den kolde krig – selv om ambassadøren i sin Kronik netop vil hente inspiration fra Kennan. Fra 1950 og de følgende 50 år var Kennan en konsekvent kritiker af den militariserede form for inddæmningspolitik, som USA stod for under – og efter – det meste af den kolde krig.
