Lørdag den 13. juni førte jeg min allersidste samtale over Whatsapp med min kræftterminale veninde i Holland. Hun meddelte, at hun havde bestilt tid til aflivning i hjemmet.
Hun var blevet behandlet for brystkræft for mange år siden, men kræften kom igen i tarmen og blev behandlet med kemoterapi, der midlertidigt satte det i bero. Men for to år siden kom den igen, og hun gennemgik en stor operation, der efterfølgende blev fulgt op med kemoterapi indtil april i år, hvor der så ikke var mere at gøre. Svulster dukkede op rundt om i hele kroppen, hvis naturlige funktioner følgelig blev nedbrudt.
Min venindes valg af aktiv dødshjælp skyldtes, at hun ikke ville ende i en medicineret og bevidstløs tilstand over dage og uger, indtil døden indtraf af sig selv. Hun ønskede ganske enkelt et værdigt farvel til livet og sine kære, mens hun mentalt stadig var ved sine fulde fem.
Jeg tror, mange modstandere slet ikke fatter, hvad individuel værdighed betyder for mange, der vælger denne løsning for at slippe for deres lidelser. Det er et eksistentielt spørgsmål, der handler om ens egen selvforståelse som et åndeligt og fysisk individ.
Min veninde og jeg har diskuteret debatten i Danmark, hvor mange med henvisning til Holland argumenterer for, at aktiv dødshjælp vil blive en aflivningsmulighed for uønskede personer, gamle og handicappede. Men ifølge hende, der har været i gennem processen, er det ikke en risiko.
Der stilles store krav om mange samtaler med læger og andre faggrupper, før man overhovedet kan få tilladelse til at få aktiv dødshjælp, samtaler, der også følges op hen ad vejen. Patienter kan altid fortryde, og nogle har heller ikke modet i sidste ende. Med andre ord, man skal igennem en besværlig bureaukratisk proces med flere aktører for at forhindre fejl og misbrug.
En del af modstanden mod aktiv dødshjælp forekommer mig nærmest af religiøs art, måske er den opstået ud fra en ide om, at døden er op til Gud, men livet forlænges jo alligevel kunstigt ved hjælp af medicin og behandling mv.
Jeg er glad på min venindes vegne, fordi hun fik lov til at afslutte sin sidste pinefulde periode på en måde, hun opfattede som værdig.
Min gamle mor derimod endte med at tage sit eget liv ved bevidst at nægte at indtage føde og vand, før hun udåndede efter seks dages bevidstløs tilstand. Hendes bror på 92 år lavede det samme nummer for at slippe for plejehjemmet. Det var en almindelig bevidst måde for gamle at dø på i tidligere tider, en fremgangsmåde, der også kræver et vist mod til at se døden i øjnene.
Min mors sidste par år var en lidelse for mig og hende selv, og havde jeg taget udgangspunkt i hendes elendige livskvalitet ud fra samme kriterier, som jeg anvender på min hund, havde jeg fået hende aflivet. Men i modsætning til aflivningen af vores kæledyr, hverken kan eller vil vi tage stilling til medlidenhedsdrab, når det kommer til vores kære pårørende.
Vi overlader det hellere til læger at vurdere, hvad der skal ske, når lidelserne er store og behandlingerne udsigtsløse. Her i landet er den døende jo oftest helt uden for indflydelse, noget som min veninde mente var helt uværdigt.
Mennesker som hende med en eutanasi-kontrakt har længe beredt sig på døden, hvorfor den heller ikke skræmmer, når tiden er inde. Den er først og fremmest en udfrielse. Sorgen for de efterladte er jo den samme, om de lever et par uger mere eller mindre.
Når forpinte og terminalt syge mennesker selv tager en velovervejet beslutning, bør samfundet og de pårørende have respekt for deres valg. Derfor: Tillad aktiv dødshjælp i Danmark.
fortsæt med at læse
