Man skulle tro, at klassedebattens værste og mest naturlige modstandere var neoliberalisterne og de konservative, som kæmper for henholdsvis skattelettelser, lukrative bonusser i erhvervstoppen, rigmandsghettoer, social dumping samt lavere generations- og arveafgifter – og det er såmænd også tilfældet, at både direktøren for CEPOS har bedt mig tie stille med min kritik (i Weekendavisen), lige såvel som at man i Berlingske døbte min seneste udgivelse ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ »træls læsning«, og efterfølgende anmeldte værket til to stjerner.
Centrumhøjre i form af det nuværende Socialdemokrati viste sig som tilsvarende usolidariske klasseforkæmpere, da man bl.a. forpassede muligheden for at omplacere landets gymnasieelever på baggrund af deres forældres indkomst samt gennemførte forringelser på både dagpenge- og kontanthjælpsområdet. Til gengæld består modtagelsens overraskelsesmoment i (og dette især, hvis man har boet på Månen og ikke fulgt med i samfundsudviklingen de seneste par årtier), hvordan den typiske Enhedslistevælger, det vil sige den yderste venstrefløj, ligeledes synes tilbageholdende, sommetider decideret fjendsk over for de indsigter og problemstillinger, som den fornyede klassedebat tvinger os til at beskæftige os med. Lad mig forsøge at uddybe!
