Jeg havde besluttet mig for ikke længere at have noget med nogen at gøre. I hvert fald ikke andre end de nærmeste. Det må have været foråret 2021. Pandemien havde åbnet døren til et nyt rum. Privaten. Jeg havde mærket, hvad det rum kunne gøre ved min vejrtrækning. At lade kroppens arbejde være at drive herberg for organer. At gå tur hver dag klokken 15. At lade tid være en farve på træernes blade. Så da andre mennesker kastede sig klamme, frådende, ufortrødne ud blandt hinanden, traf jeg beslutningen.

Jeg havde alligevel mistet mit arbejde. Under, men ikke på grund af pandemien. Jeg var også blevet gravid. Under, men ikke på grund af pandemien. Jeg var også blevet sygemeldt. Under, men ikke på grund af graviditeten. Andre mennesker gjorde mig dårlig. En cyklist eller en hundelort på fortovet, et stykke skrald, et brud på forsamlingsforbuddet, som ølbowlede på Ingerslev Boulevard, tyngede mig, så jeg måtte vandre formørket hjem til lejligheden. Når andre mennesker sagde noget dumt eller uigennemtænkt, kunne jeg ikke trække vejret. Hvert ord i min vandrejournal var en voldelig episode.