Det første, vi får at vide på jurauddannelsen, er, at ’dette er et fuldtidsstudie, det er et arbejde i sig selv at læse’. Det næste, vi får at vide, er: ’du bliver ikke til noget, hvis du ikke finder et studierelevant arbejde’. Man står med to fuldkomment modsigende budskaber og aner ikke, hvordan man nogensinde skal få det til at fungere.
Når man så får et studierelevant arbejde, måske endda som en af de første på sit hold, får man et kæmpe klap på skulderen. Men så begynder det: Man føler et pres for at prioritere, og det er ikke et svært valg. For prestigen ligger i arbejdet, i det praktiske, i det, du kan fortælle videre til dine holdkammerater om, hvordan du lige fik ringet til politiet, byretten eller skulle sidde med en voksen kvinde grædende i telefonen, fordi hun frygter, at hendes voldelige eksmand kan finde hende, efter han havde fået tilsendt akterne i deres sag. På samme tid ligger eksamen i obligationsret i dit baghoved, og den forventes du selvfølgelig at bestå med bravur.
