Chokket var stort, da jeg sad i bilen med mine forældre, og de fortalte, at min søsters prøvesvar var kommet. »Det er det samme som dit, og din søster ved det ikke endnu«, sagde de lavmælt og forsøgte at holde roen. »Vi skal på hospitalet og tale med en læge i morgen«. Min søster var nemlig også i bilen. Hun er tre år yngre end mig. Den eneste grund til, at vi kunne tale mellem linjerne på den måde, var, at min søster har et udviklingshandikap. Et udviklingshandikap, der betyder, at hendes kognitionsniveau er lavere end jævnaldrendes. Først blev jeg vred over, at vi begge skulle rammes af kræft. Derefter begyndte en lang række af overvejelser over, hvordan vores forløb på nogle punkter ville adskille sig og på nogle punkter være ens – og her begyndte flere bekymringer at vælte ind.
For det første var både jeg og min søster forbi en hudlæge, der ikke mente, at vores modermærker havde antydningen af celleforandringer. I begge tilfælde skulle det vise sig, at de tog fejl.
