Naar Heden brydes, og det moderne Landbrug sender sine kedelige Firkanter ind over Lyngfladen, da forandres Fuglebestanden selvfølgelig dermed, og det paa den triste Maade, at de ejendommeligste Fugle forsvinder og nogle prosaiske Stræbere trænger sig frem i deres Sted: Urkok og Hjejle fordrives, Graaspurv, Gulspurv og Kornverling rykker ind.
Graaspurven, denne lavpandede Sladderhank, der paa Gadedrengevis rapporterer og kommenterer alt, hvad der tildrager sig i Gaard og paa Mødding, kritiserer, hvad Kokkepigen kastede ud ad Bagdøren, og hvad Stær og Stork bragte hjem til deres Unger. Den er umættelig i sin Elskov, brutal i sin Livsopfattelse; af lutter Nærrighed samler den meget mere til Rede, end den behøver, blot for at ingen andre skal faa det. Gulspurven med de spraglede og Kornverlingen med de douce Farver ejer ingen Tone, der er værd at høre, og knapt nok Ejendommeligheder, der kan opflamme til Beskrivelse. Sandheden kræver dog, at man ikke helt overser deres gode Sider: fælles for dem alle tre er deres Nøjsomhed hele Vinteren igennem, og saa det, at selv den kolde Decembersol kan indgyde dem Haabet om, at nu bliver det vist snart Foraar med Varme, Grøde og fornyet Liv.
