E r jeg et dårligt offer?
Det spørgsmål har jeg stillet mig selv oftere, end jeg kan overskue.
Det følges typisk op af spørgsmålet: Er jeg virkelig den rette til at tale om overgreb? Ville det være bedre for sagen, hvis en person med en mere enkel fortælling end min råbte op? Måske én, som på vej hjem fra skole var blev overfaldet af en fremmed, modsat mig, som længe havde set længselsfuldt efter den voksne, der endte med at misbruge min tillid og tage noget fra mig, jeg aldrig får igen.
Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om, at enhver antydning af seksualitet og agens kunne bruges som et våben mod mig, fik jeg det slået fast i mit møde med retssystemet.
Eksempelvis blev det brugt som et argument for min voldtægtsmands uskyld, at: »det har nok påvirket ham, at han [min voldtægtsmand] fik så meget opmærksomhed fra Lea« (citat fra domsbogen).
Det er, som om noget så almindeligt og naturligt som en 13-årig, der har et crush på en voksen, gør det mindre forfærdeligt at misbruge det pågældende barn. Og jeg, som troede, at der var en grund til, at vores lovgivning slår fast, at børn aldrig er i stand til at give samtykke til sex.
Jeg kalder det for et tilfælde af ’The Lolita Defense’: Et fænomen navngivet efter Vladimir Nabokovs bog ’Lolita’, der handler om en pædofil jegfortæller, som undskylder sit misbrug af den 12-årige Dolores blandt andet med reference til hendes forsøg på kontakt til ham.
Også da jeg senere valgte at deltage i den offentlige debat om misbrug af børn, blev jeg mindet om den hårdt lærte lektie. I Facebook-kommentarspor stødte jeg på folk, som ikke kunne greje det faktum, at jeg kunne være nysgerrig og opsøgende i forhold til min voldtægtsmand, samtidig med at den seksuelle relation mellem ham og mig var voldsomt traumatiserende.
Men det var netop det, som skete i mit tilfælde: Jeg lærte min voldtægtsmands arbejdstider udenad, og efter skole kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ned i fritidsklubben til ham. Da han gav mig en plade Marabou i julegave, stillede jeg den mellem samleobjekter og arvestykker og andre højtelskede ejendele på mit barndomsværelse. Efter en kommentar fra ham om størrelsen på mine bryster købte jeg min første bh og forsøgte at få min spæde brystvækst til at se ud af lidt mere. Jeg så musikvideoer med Britney Spears og Beyoncé og efterlignede deres bevægelser, så godt jeg kunne. Jeg var 13 år gammel og forsøgte at imitere en voksen seksualitet. Jeg var 13 år gammel og legede.
Da min voldtægtsmand flyttede min fantasileg ind i virkeligheden, var intet, som jeg havde forestillet mig; ikke lugtene, ikke smagene, ikke overfladerne, ikke følelserne. Men at antage, at ofre for børnemisbrug, herunder mig, nødvendigvis aldrig har vist interesse i vores gerningsmænd, er et udtryk for en grundlæggende misforståelse af misbrugets natur.
Nedslående nok var det en misforståelse, jeg så både hos folk, som forsvarede min voldtægtsmand, og hos dem, som var ’på min side’. Det sidste var det sværeste at håndtere. For hvad svarer man, når nogen bruger argumentet ’børn tænker ikke på seksualitet’ som deres trumfargument for, at voksnes seksuelle omgang med børn altid er vold, når man ved, at det i hvert fald ikke er et argument, der gælder for ens egen situation? Jeg var et nysgerrigt barn. Jeg havde en spirende seksualitet. Det har langt de fleste børn.
Gennem kulturel osmose har jeg absorberet idéen om, at det ikke er alle slags mennesker, der er vores sorg og medfølelse værdig. Klassikeren fra voldtægtsdiskursen i almindelighed er den udbredte tendens til at stille spørgsmålet: Hvad havde hun på?
Implicit i dette spørgsmål er en antagelse om, at et troværdigt offer ikke kan være en person, som nyder at have en seksuelt eksplicit fremtoning. Eller, sat på spidsen: En kvinde må nødvendigvis enten være et symbol på uskyld og askese eller en seksuel spis-hvad-du-kan-buffet.
Det gælder voksne kvinder, men det gælder også børn, har jeg erfaret. Igen og igen oplevede jeg i mit møde med retssystemet, at det blev insinueret, at jeg havde været en seksuelt fremmelig teenager. Det faktum, at det blev brugt som et argument for min voldtægtsmands relative uskyld, giver mig stadig kuldegysninger. Ikke fordi det var løgn, men fordi det var totalt irrelevant.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor de fleste er ukomfortable med ideen om, at mange børn og teenagere er nysgerrige på det seksuelle. Hvis vi er ærlige over for hinanden, må de fleste af os dog indrømme, at også vi som børn havde tanker om kroppe og intimitet, om det så var frygt, ærefrygt, nysgerrighed, interesse eller en blanding. Allerede i indskolingen legede vi kysselege i frikvarteret; til sleepovers hviskede vi om, hvilke drenge vi kunne tænke os at være kærester med; en veninde og jeg undskyldte vores interesse i hinandens kroppe med, at det var ’en joke’.
Jeg tror, at voksne bliver bange for at diskutere den slags helt naturlige og uskyldige eksperimenter, fordi vi projicerer vores voksenidéer og -oplevelser over på børn, for hvem de reelt er totalt fremmede.
Da jeg som 13-årig så thrilleren ’Super 8’, fik jeg sommerfugle i maven, hver gang kameraet landede på Elle Fanning. Og når jeg som voksen scroller forbi billeder af Fanning i mit Instagram-feed, vækker hun følelser, som overfladisk minder om dem, jeg blev ramt af i biografen dengang i 2011, men nu forestiller jeg mig desuden at have sex med hende. Sommerfuglene er de samme, men hvad de akkompagneres af, udgør den afgørende forskel.
Da jeg var præpubertær, var min nysgerrighed på seksualitet intet andet end netop det: nysgerrighed. En nysgerrighed, som ikke involverede nogen drift til rent faktisk at have sex. Jeg vidste, at mange forelskede voksne havde sex, men det føltes lige så abstrakt og irrelevant for min virkelighed som skattekort og indboforsikring.
Det betyder dog ikke, at jeg slet ikke havde en nysgerrighed på det seksuelle. Og med alderen blev min nysgerrighed så småt til en interesse for at holde i hånd eller måske give eller få et kys på kinden. Senere endda på munden.
Tragedien ved misbruget af mig var således ikke, at jeg gik fra at være en uskyldig engel til at være et seksuelt væsen, men at en voksen udnyttede en helt naturlig nysgerrighed på ét af mange områder, der udvikles, når et barn langsomt bliver voksen.
Tragedien var, at han ødelagde mit forhold til seksualitet og efterlod den slags sår, som det tager et helt liv at komme sig over.
Seksualitet var som nævnt ikke et ukendt koncept for mig, da min voldtægtsmand dukkede op i mit liv. Men i stedet for at jeg fik tid og plads til langsomt at vokse ind i en moden seksualitet, blev jeg tvunget til at trykke fast-forward. Halvdelen af mig hoppede på et lyntog mod voksenland, den anden halvdel stod bange tilbage på perronen.
Det faktum , at jeg som de fleste børn og unge havde en seksuel nysgerrighed, er noget, jeg længe ikke turde tale højt om. Jeg var bange for, at jeg ville blive diskvalificeret som en person, hvis tragedie var værd at tage seriøst.
Igen og igen har jeg forsigtigt listet mig forbi emnet og på den måde gjort både mig selv og andre ofre en bjørnetjeneste. Hvis jeg stædigt iscenesætter mit 13-årige jeg som et billede på rendyrket uskyld, så er jeg med til at reproducere ideen om ’det gode offer’.
Jeg var en 11-årig, som var forelsket i en dreng fra parallelklassen og skrev hans navn i mine matematikhæfter. Jeg var en 12-årig, som gav min bedste veninde håndskrevne breve og forseglede dem med et kys. Og så var jeg en 13-årig, som blev lun på en pædagogmedhjælper, ligesom tusindvis af børn før mig. Desværre var jeg en del af den lille bitte gruppe, der oplevede, at pædagogmedhjælperen valgte at udnytte sin position og undskyldte sig med, at jeg jo gerne ville.
Sandheden er, at ja, jeg ville gerne kende og kendes af ham med den intensitet, som måske kun en teenagepige kan mønstre. Det, jeg ville med ham, havde dog kun overfladisk noget til fælles med det, han endte med at gøre mod mig. Og det er tragedie nok.
Egentlig er det så enkelt: Børn er ikke i stand til at træffe informerede valg om sex. Derfor kan børn og voksne ikke have sex med hinanden; har de det, er det altid voldtægt. Det gjaldt Dolores i ’Lolita’, og det gjaldt Lea på 13 år.
Og når en voksen vælger at ignorere det faktum, ved vi, hvad det koster det pågældende barn. Og det, uanset om barnet har en seksuel nysgerrighed eller ej; har en plakat med Harry Styles hængende, som giver dem sommerfugle i maven eller ej; har googlet »elliot page topless« eller ej. Mere kompliceret behøver det faktisk ikke være.
Hvor havde det sparet mig mange års skam og tvivl på min ret til ordet ’offer’, hvis nogen havde fortalt mig det for længe siden.
fortsæt med at læse
