Jeg vil gerne understrege, at jeg har den største sympati med ukrainerne, deres frihedskamp og deres mod. Det er vigtigt for mig i en tid, hvor nuancer er forbudt, og misforståelser er blevet pop.
Med rødder i det krigshærgede land Afghanistan har jeg skullet lægge ører til alle slags romantiserende krigsmodstandere, der taler om fredsmægling, som var det en varm croissant til morgenkaffen. Jeg ved udmærket, at oprør er nødvendigt, for fred kræver to fredssøgende parter. Og som kvoteflygtning under den sovjetiske invasion af Afghanistan er jeg om nogen inkarneret modstander af Putins vision om et nyt Sovjetunionen. Den vision vækker skræk og kvalme i mig, hvilket gør min sympati for ukrainerne ekstra urokkelig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

