Sensommeren har budt på endnu en alarmerende bunke tal, analyser og beretninger om mange unges manglende trivsel. Det er kun godt, at vi har en grundig debat om den alvorlige situation. Desværre har en række bidragsydere til debatten forsøgt at køre den i grøften med en kombination af lette løsninger og farlig retorik. Først prøvede en række rektorer i Berlingske (16.09.) forgæves at føre bevis for, at bl.a. det danske uddannelsessystem er »et monster«. Nu er det så Enhedslistens og TV 2’s Pernille Skipper som i nærværende avis har forsøgt at gøre det samme.
Pernille Skipper tager udgangspunkt i sin egen datters skolestart i 0. klasse. Hun beskriver, hvordan hun »kæmper med at kontrollere sin lyst til at redde hende fra den danske folkeskole«, hvordan hun gruer for den dag, hendes datter bliver stor nok »(…) til at opdage, at det er helt afgørende for hendes fremtid, hvordan hun præsterer«, og at nutidens børn er underlagt »(…) et forventningspres, som min generation aldrig mødte« i 1980’erne og 1990’erne. Samtidig begræder Pernille Skipper, at den nuværende generation af unge altid selv bliver bedt om at fikse deres mistrivselsproblemer.
