Regeringen og politikere over en bred kam siger, at de har forstået, at den stigende mistrivsel hos børn og unge er et samfundsproblem af gigantiske dimensioner. Men jeg bliver i tvivl, om det rigtigt er feset ind, når undervisningsminister Mattias Tesfaye vender tilbage til sin ’kæft trit og retning’-automatpilot ved det mindste systemiske forslag. For en del af skylden for det stress og pres, børnene oplever, ligger hos de politikere, der har skabt de rammer, de lever under i skolen. Og det kan ikke fixes med kommissioner og mere sløjd alene.
Jeg har lige sendt min datter afsted i den lokale folkeskole. To uger har hun gået i 0. klasse. Jeg kæmper for at kontrollere min lyst til at redde hende fra den danske folkeskole. Ikke på et dagligt eller konkret plan, for jeg føler mig 100 procent tryg, når Anja tager imod hende om morgenen. Min datter elsker sine lærere, og de er nærværende og dygtige. Jeg har intet andet end respekt for dem. Men jeg har lyst til at redde hende fra den maskine, jeg føler, hun står på tærsklen af. Jeg er bange for, at den spiser hende, uanset hvor dygtige lærere, hun har omkring sig.
